Vores datter er ikke kommet i klasse med nogle af hendes venner

Vores datter er ikke kommet i klasse med nogle af hendes venner

Om reglerne for klassedeling og skolelederens beslutningskompetence

Spørgsmål:

Hej!

Vores datter skal starte i 6. klasse efter sommerferien, og fordi en anden skole bliver lukket, er klassen blevet delt op i to med elever fra den lukkede skole. Eleverne fik udleveret lister, hvor de skulle skrive, hvem de gerne ville i klasse med. Problemet er nu, at vores datter ikke er kommet i klasse med nogen af sine veninder eller venner. Hun er blevet placeret i en klasse med en pige, som hun jævnligt har haft konflikter med – noget vi flere gange har drøftet med klasselæreren. Samtlige forældre fra klassen som vi har snakket med, er uforstående overfor, at hun er placeret i den klasse, da flere af deres børn havde hende på deres lister. Vores datter er utrolig ked af det, og derfor har vi snakket med både klasselærer og skoleledelsen, men vi får ingen svar på vores spørgsmål. Hvad kan vi gøre? Kan man kræve, at hun bliver flyttet?  Der bliver to 6. klasser med 19 elever i hver klasse, så det skulle vel ikke være noget problem at flytte en elev. Vi ved godt, at det er svært at stille alle tilfreds, når en klasse skal deles, men at hverken lærer eller ledelse vil høre på os, når hun er så ked af det, er uforstående. Vi håber, I kan give et råd. 

Venlig hilsen
K


Svar:

Kære K

Du vil gerne vide, om der er noget, I som forældre kan gøre for at ændre på jeres datters klasseplacering. Sagen er, at jeres datters klasse er delt op i forbindelse med en ny klassedannelse, og at jeres datter er havnet i en klasse med en elev, som hun ikke har et godt forhold til, mens veninderne er havnet i parallelklassen.

Det er skolelederen, der har ansvaret for den konkrete stillingtagen til placering af elever i skolens klasser. Skolelederen kan som vejledning for sin beslutning have principper eller retningslinjer for den nye klassedannelse fastsat af skolebestyrelsen.

Du oplyser, at selvom I har spurgt både lærere og skolelederen, har I ikke fået et svar på, hvorfor jeres datter er placeret som hun er. Folkeskolen er en offentlig institution, og derfor kan I i henhold til almindelige forvaltningsprincipper forvente at få et begrundet svar på jeres spørgsmål. I har altså ret til at få en begrundet afgørelse, og I kan bede om at få den skriftligt. Hvis skolelederen ikke vil give jer et svar, kan I klage over det manglende svar til kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for folkeskolen generelt. I har ret til at blive inddraget i jeres datters klasseplacering, selv om skolelederen har retten til at beslutte, hvor hun skal gå. Jeg finder, at hendes tilknytningsforhold her er af betydning. Derfor synes jeg, at I skriftligt skal bede om, at hun placeres i den anden klasse på grund af hendes tilknytning til de andre elever og af hensyn til hendes frygt for den pige, hun konkret har været i konflikt med. I kan eventuelt også kontakte skolebestyrelsesformanden for at få at vide, om der er anlagt særlige principper for elevfordelingen, som medfører, at jeres datter ikke kan placeres i den klasse, hun ønsker. Hvis der ikke er det, vil det være vanskeligere at begrunde fordelingen som den er, når der er konkrete og klare ønsker om en anden placering.

I skal også være opmærksomme på, at forældrene har frit valg mellem folkeskolerne. Jeres datter er således ikke tvunget til at forblive på sin nuværende skole, hvis I ikke er trygge ved skolegangen her. Det vil selvfølgelig være et drastisk skridt at flytte hende væk fra skolen til en ukendt klasse, men det kan være en mulighed, hvis I frygter, at hun vil mistrives i sin nye klasse. I kan overveje, om skolelederen skal vide, at I overvejer en sådan mulighed.

Jeg kender ikke forholdene ved klasseombrydningen tilstrækkeligt til at kunne vurdere, om der er særlige forhold, der gør sig gældende. Det er klart, at der ikke kan være et frit valg mellem de to klasser, fordi man så kunne risikere en helt skæv fordeling, og det er også klart, at skolen skal sikre, at alle elver trives i den nye klasse, uanset om der findes elever med særlige vanskeligheder. Derfor vil jeres ønsker nok skulle formuleres med henvisning til, at hendes tilknytning til nogle af kammeraterne er af betydning for hendes samlede skolesituation. I skal også være opmærksomme på, at det måske for skolelederen er lettere at imødekomme jer lidt senere på året, sådan at der ikke opstår en situation, hvor der med henvisning til jeres datter opstår en række ønsker om flytninger.

I har ikke som forældre ret til at bestemme, hvilken klasse jeres datter skal gå i, men I har ret til en dialog med skolens leder herom, herunder i at få et begrundet svar på jeres henvendelse herom. I har også ret i at forvente, at skolen tager hensyn til særlige forhold, der måtte gøre sig gældende for jeres datter, men om de er tungtvejende nok, er en afgørelse, som træffes af skolelederen. Hvis hun fortsætter i den klasse, I ikke ønsker, vil I kunne forvente, at lærerne er opmærksomme på, om der udvikler sig nye konflikter, og de stoppes.

Jeg håber, I finder en acceptabel løsning.

Venlig hilsen
Forældrerådgivningen

Senest opdateret den

23. februar 2021

af

Læs også

30.01.14
Ny klassedannelse
Om sammensætning af klasse